Skip to main content
Navigation

TilbageHårrejsende - om kemo'ens effekt på håret

Beth Leibson deler sin personlige historie om hvordan håret kan ændre sig efter kemo.

Jeg er hende den lave med briller og krøllet brunt hår. Tidligere var det sådan jeg altid beskrev mig selv, nogle gange tilføjede jeg farven på min bluse eller min frakke. Folk fandt mig altid, når vi skulle mødes første gang, så jeg går ud fra, at beskrivelsen virkede.

Folk vidste også altid, at jeg også var jøde, jeg tænkte, det var mit hår (Ashkenazisk jødisk hår i min egen kategorisering), selv om det, når jeg lige tænker over det, også kunne være min lange næse, en anden klassisk jødisk attribut. Alle tog for givet, at jeg var søster til min kusine, fordi vi begge havde det samme lange, krøllede, brune hår. Mit hår var min etnisitet, min familie, min identitet - og min bedste egenskab - rent æstetisk. Jeg har aldrig betragtet mig selv som særlig attraktiv, men jeg har altid elsket mit hår.


Så fik jeg kræft. Og kemoterapi. Og jeg mistede hvert eneste hår på mit hoved og alle andre stede, på nær ét meget ensomt øjenvippehår. Intet mystisk ved det: Kemoterapi er designet til at gå efter de hurtigt-voksende celler, og SUK - både kræftceller og hårfollikler falder inden for den kategori.

Trøstepræmien var muligheden for at få "kemo krøller". Man kan selvfølgelig aldrig vide, men måske ville mit hår komme tilbage mere krøllet, måske tykkere? Hvor spændende! Jeg forsøgte at fokusere på chancen for en mere krøllet fremtid og vendte blikket (og tankerne) bort fra min skaldethed.

Jeg afsluttede min kemobehandling og mit hår begyndte at vokse ud igen. I starten lignede jeg en, der lige var kommet ud af militæret. Men det voksede selvfølgelig til. I flere måneder blev jeg næsten fysisk dårlig ved tanken om at klippe det, eller blot studse det. Det var trods alt mit hår, der dukkede frem helt naturligt igen. Jeg klarede lige akkurat at lade være med at gå og hive i det!

Mit hår voksede ud igen - mere lige, ikke mere krøllet. Men måske - håbede jeg - var det fordi, det fik lov at blive længere end tidligere. Selvfølgelig ville vægten af de længere lokker trække håret ud og gøre det glat. I øvrigt var det jo mit "første hår" mit kemo-baby-hår. Når det var vokset ud og blev klippet af, fik jeg at vide, ville jeg have mit "rigtige" blivende hår.

Det var selvfølgelig et risikabelt forehavende at forudsige, hvad der ville ske. Hvad nu hvis, Gud forbyde det, håret blev endnu mere glat? Jeg ville undre mig foran alle spejle resten af mit liv. Min løsning: Jeg undgik frisørsaloner, hvis jeg holdt mig fra dem, ville mit hår ikke ændre sig.

Men, som du måske ved, men jeg ikke vidste, var at "kemo krøller" sådan nærmest er falsk varebetegnelse. Hvad ordet egentlig dækker over er, at det hår, det vokser ud efter kemo, typisk er helt modsat det hår man havde tidligere! Glat hår bliver krøllet og - gisp - nogle gange bliver krøllet hår glat.

I alt for lang tid camouflerede jeg mit silkeglatte hår i en knold eller hestehale.
Endelig tog jeg mig sammen, og fik en aftale med en frisør. Jeg gik ind i salonen, fik mit hår vasket, satte mig i stolen og tog brillerne af. Med mine briller på disken, kunne frisøren have været en chimpanse eller en giraf med arme - jeg ville ikke vide det, før det hele var overstået. Dog var hendes engelsk perfekt og hun talte en lokal dialekt. Jeg har nu aldrig forestillet mig at dyrene i Zoo skulle have en dialekt. Jeg besvarede det ubehagelige spørgsmål: Hvor længe er det siden, dit hår blev klippet sidst? og jeg hørte den uundgåelige advarsel: Spidserne er helt døde, jeg bliver nødt til at klippe 6-10 cm af.


Nå - men OK, kort hår ville jo betyde mindre vægt. Alle de krøller, der lå i vinterhi lige nu, ville komme frem. Håbet lever stadig - og måske også krøllerne.

"Hvad synes du?" Sagde hun en halv time senere.


"Jeg har ingen anelse," sagde jeg og rakte ud efter mine briller. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde dem uden at have briller på, så i et forsøg på at redde sin saks, kamme og andet grej, rakte frisøren mig brillerne. Jeg tog dem på og kiggende i spejlet.

“Åh.” Pause.

“Altså jeg mener, det ser flot ud, du har lavet det rigtig pænt. Jeg kan virkelig godt lide pandehåret."

Jeg var fuldstændig overvældet. Jeg kiggede ned over min krop, havde den også ændret sig - var jeg blevet højere og tyndere, havde jeg fået en safir halskæde på? -Nå ja, man har jo lov at drømme.

Min krop havde ikke ændret sig, men på mit hoved var det som om et rumvæsen havde blandet sig. Mit hår var glat, blødt, silkeagtigt og hang helt lige ned. Ingen fylde - ikke meget tykkelse. Jeg kiggede på mine hænder, så tilbage i spejlet. Håret var stadig glat. Vask, skyl gentag...

Lige pludselig ser jeg overhovedet ikke jødisk ud, jeg ligner ikke min kusine, jeg ligner ikke engang mig selv. Jeg mener, hende i spejlet ser da meget sød ud - og jeg kan lide pandehåret - men hvem er hun?

Jeg sagde ingenting, da jeg kørte kreditkortet igennem og underskrev kvitteringen. Da jeg gik hjem, blev den her kvinde ved med at poppe frem hver gang jeg kiggede i butiksvinduernes spejlbillede. Jeg skulle lige købe noget tandpasta - men det ligger i nærheden af spejlene - i øjenkrogen så jeg igen den her glat-hårende kvinde. Var det en stalker?

Glat og lige hår virker så direkte - så afgrænset, ærligt og ligefremt, ligesom ordet selv. Vi taler om at gå den lige vej, at være ligefrem, gå lige i seng, ting går glat og man siger ting lige ud. Glat og lige er så lovlydigt - ja så korrekt, ikke noget med stoffer, alkohol, upassende sex eller kriminel aktivitet.

Den næste morgen vågnede jeg, tog briller på og der var hun, Frøken Glat Hår. Men med mit ansigt, poserne under mine øjne, panderynken. Jeg så bort - og tilbage. Hun var der stadig, med poser og rynker.

Den eneste smule krøller der er tilbage i mit hår, kommer frem i det her pandehår - eller tjavser. Pokker om jeg ved, hvad jeg skal stille op med det. Skal jeg nu glatte det - hvordan? - eller skal jeg prøve at opmuntre det, håbe på at de småbitte krøller vil køre en PR kampagne overfor det andet hår, så det også begynder at krølle?

Som tiden er gået, begynder jeg at synes det er til at leve med. Et nyt look til et nyt liv. I øvrigt kan jeg godt lide pandehåret.

originalBeth Leibson bor og skriver i New York City. hun er forfatteren bag I'm Too Young to Have Breast Cancer! (2004) og The Cancer Survivor Handbook (2014).